DET STORE STILEHÆFTE – PÅ HUSETS TEATER
March 4 2020 at 20:00 - 22:00
Forestillingen bygger på Agota Kristofs prisbelønnede roman fra 1986, som beskriver to 12- 13 årige tvillingebrødre, Lucas og Claus som bliver anbragt ude på landet hos deres bedstemor under en ikke nærmere bestemt krig, fordi moren ikke længere har råd til deres mad. I landsbyen kaldes bedstemoren Heksen og præcis som i ”Hans og Grete” må drengene udvikle en skarp strategisk sans for altid at være et skridt foran Bedstemor. Erfaringerne nedskriver de i et stilehæfte under forskellige overskrifter og udvikler derigennem en poetik for deres eget sprog, som skal være så eksakt og nøgent, som de hårde fysiske og psykiske vilkår, de lever under. Da bogen udkom på dansk skrev Informations anmelder, at den er ”som et barberblad pakket ind i silkepapir”. Den engelske gruppe Forced Entertainment gæstede Aarhus med deres fremragende opsætning i 2017 og med Olaf Johannessen og Jens Albinus i de to roller kan man kun glæde sig til at opleve denne enestående fortælling om krig set gennem drengenes ekstremt nøgterne blik.